Knogleopbygning, forklaret trin for trin.

En knogleopbygning tilføjer volumen og tæthed til et område af kæben, der har mistet knoglemasse. Selve transplantatet bliver ikke direkte til din egen knogle — det fungerer som et stillads, der holder pladsen og guider din krop til at danne ny knogle i området over de følgende måneder.

De mest almindelige årsager til at få foretaget en knogleopbygning er:

• At bevare tandhulen umiddelbart efter en tandudtrækning, så kæbekammen ikke falder sammen.
• At genopbygge knoglens bredde eller højde, før et implantat kan isættes forsvarligt.
• At genskabe knogle, der er mistet på grund af fremskreden paradentose eller en langvarig mangel på tænder.
• At løfte bunden af bihulen (et "sinusløft") for at skabe plads til implantater i overkæbens kindtandsregion.

En ukompliceret knogleopbygning er typisk et kort, mindre indgreb, der udføres i lokalbedøvelse. Det nummererede diagram ovenfor følger de samme tre faser, som beskrives her:

1. Klargøring af området. Efter området er bedøvet, åbnes tandkødet forsigtigt, og knogleoverfladen renses, så transplantatet kan binde sig til sund knogle.
2. Placering af materialet. Det valgte knoglemateriale pakkes i defekten for at genopbygge den manglende volumen.
3. Beskyttelse af opbygningen. En tynd barriere-membran lægges over transplantatet for at forhindre tandkødsvæv i at vokse ind i hulrummet, hvorefter tandkødet lukkes med få sting.

Forskellige typer knoglemateriale tjener alle samme formål — at holde pladsen og stimulere dannelsen af ny knogle — og det rette valg afhænger af det specifikke område:

• Autograft — din egen knogle, typisk hentet fra et andet sted i munden.
• Allograft — forarbejdet menneskeknogle fra en reguleret vævsbank.
• Xenograft — steriliseret mineral af animalsk oprindelse, som er meget udbredt på grund af dets forudsigelige egenskaber.
• Alloplast — et fuldsyntetisk, laboratoriefremstillet materiale.

Fordelen er åbenlys: En knogleopbygning kan forvandle et område, der ikke kunne bære et implantat, til et, der kan. Samtidig stopper det det knoglesvind, der ellers ville fortsætte efter tabet af en tand.

Som ved ethvert mindre kirurgisk indgreb er der visse risici. De fleste oplever kun let hævelse og ømhed. I sjældnere tilfælde kan der opstå infektion, eller transplantatet kan fejle i at integrere sig — dette ses oftere hos rygere eller personer med dårligt reguleret diabetes. Tegn, du bør reagere på, er beskrevet nedenfor.

Den første uge udgør den synlige del af forløbet: Lidt hævelse og ømhed, som kan håndteres med smertestillende håndkøbsmedicin, blød kost og en ispose mod kinden. Du kan muligvis mærke bittesmå, sandagtige korn i de første dage — dette er som regel helt normalt.

Det længere forløb er den del, mange undervurderer. Selve transplantatet har brug for cirka tre til ni måneder til at modnes til knogle, der er stærk nok til at bære et implantat, afhængigt af opbygningens omfang. Ventetiden er ikke valgfri — det er den, der sikrer, at det endelige implantat bliver stabilt.

For at give opbygningen de bedste betingelser bør du undgå at ryge, lade være med at pille ved området med tungen eller skylle munden for kraftigt, og i øvrigt følge de udleverede instrukser for efterpleje.

Kontakt klinikken hurtigst muligt, hvis du efter de første par dage oplever:

• Hævelse eller smerte, der bliver værre i stedet for bedre.
• Pus, en dårlig smag i munden eller væske fra området.
• En kropstemperatur på 38 °C eller derover.
• Tab af en større mængde knoglemateriale, eller at membranen bliver blottet.

Dette kan være tidlige tegn på infektion, og de er langt nemmere at behandle, når de opdages i tide.